Anmeldelse

42 skridt. Afstanden er vigtig, fordi den udgjode afstanden mellem mig, siddende ved det klassisk øl-tilsølede bord-bænkesæt og scenekanten. 42 skridt er ret meget, når distancen tilbagelægges mellem dum-fulde Harley Davidson enthusiaster, der beklædt med Danmarks mindre kendte rygmærker udlever drømmen om frihed, broderskab og åbne vidder i en beskyttet campingidyl på et sjællandsk slot.

Jeg havde hørt 3 numre, endda nynnet med, før min kammerat læner sig frem over bordet og siger "-Man tror det er løgn, ikke?" Han kiggede tankefuldt, og anerkendende, mod scenen. 42 skridt væk. Jeg sidder med ryggen til. Modsat den anden ende af Ledreborgs smukke ladebygning, hvor koncerten under det årlige Harley Davidson træf distrikt Sjælland bliver afholdt sidder han. Fucking helt alene.

Det er først der, det går op for mig, at jeg ikke lytter til en cd, men derimod en spinkel gut i ført sixpence, brune cowboystøvler og striktrøje. Han er vel på min alder. Måske yngre. Han spiller guitar og synger Kim Larsen, back’et af Kjukken’s eller Bellami’s instrumentale spor. Det han laver er at spille Kim Larsen til perfektion. Ganske enkelt. Og jeg tror, det er enkeltheden jeg reagerer på. For nogle år siden reagerede jeg på et band kaldet Den Danske Mafia, der spiller John Mogensen i aldeles nye og absolut spændende og indlevende varianter UDEN at pille ved det klassiske og vigtige. Her var der ikke tale om en enkelthed, men derimod noget, der gav mig nye oplevelser i trygge kulisser. Det giver Peter Philipsen mig ikke, for sådan hedder han. Han giver mig intet nyt overhovedet. Men hvad nu hvis jeg oplever, at han giver mig noget gammelt?

Forestil dig en musik leve tidløst i sig selv? Jeg kan ikke lytte til et eneste ABBA nummer uden at tænke på, hvor mange penge Benny og Bjørn egentlig har tjent på det. Jeg kan ikke nyde Amy Whinehouse, uden også at tænke på skandalerne. Musikken slæber noget med sig ind i stuen. Jeg fokuserer mere på fodsporene på gulvet, end hvem der kommer ind i rummet. Forstår du hvad jeg mener?

Pludselig oplever jeg at blive befriet for Kim Larsen brand’ets nutidige indpakning og får serveret essencen, poesi og melodi, i sin egen ret. En alternativ renhed og autencitet. Paradoksalt leveret af en helt anden end Kim Larsen. Nemlig Peter Philipsen. Han er ydmyg. Indtager scenen uden et gram af selvfølgelighed. Han leverer ikke desto mindre uden anstrengelse det ene Kim Larsen nummer efter det andet fuldstændig og aldeles perfekt. Det er promiller, der udgør forskellen, og uden jeg vil påstå, at han er bedre end originalen, vil jeg påstå, at originalen ikke er bedre end Peter Philipsen. Du kan faktisk ikke høre forskel. Helt seriøst.

Jeg kan opleve og lytte til mesteren, -for det ER Kim Larsen(!), uden iscenesættelsen. Jeg oplever en kunstner der kopierer, men samtidig en kunstner der giver mig en kopi, der i sit udtryk fremstår klarere og skarpere end originalen. Ikke eet eneste forvirrende eller irriterende fodspor i stuen. Kun poesi og melodi.

Peter Philipsen spillede 23 numre, hvor jeg ved starten af hver enkelt nummer tænkte "-DET nummer kan du ikke synge 100% ligesom Kim Larsen, lille ven!" 23 gange tog jeg fejl. Og til sidst, lige efter "Kringsat af fjender" og længe efter at kammeraterne ved bordet havde opgivet at fange min opmærksomhed med snak og historier, gik jeg op til scenen, 42 skridt, for at se, hvem der havde givet mig en fantastisk, rendyrket autentisk Kim Larsen koncert. Det var Peter Philipsen.

Mærkeligt, ikke?

Jens Romundstad ala "Biker Jens"